Log ind

Log ind med bruger

Nyt og tilpasset tilbud for de mindste!

 

Børnetræningen i OK Pan Aarhus havde igen en rigtig god forårssæson med mange og glade børn. Vi i klubben vil gerne sørge for, at vi hele tiden har et tilbud, der passer vores medlemmer og som er så godt som muligt. Derfor har vi besluttet at dele børnetræning op i to efter sommerferien. Vi er så heldige endelig at have trænerressourcerne til det. Vi vil lave en opdeling, da vi oplever at flere af de ældre (8-9 årige) børn der har været i børnetræningsgruppen har givet udtryk for at de ikke bliver udfordret nok og har endt med at kede sig. Det er rigtig svært at tilpasse en aktivitet til en gruppe børn der er så forskellige steder i deres udvikling, både fysisk og kognitivt, som man er i aldersspændet 4-9 år og vi mener derfor at en opdeling vil gavne alle børnene. De nye grupper ser ud som følger:

-          4-7 år Minitræning

-          8-10 år Børnetræning

Både Minitræning og Børnetræning vil starte på samme tidspunkt som Børnetræning ellers har gjort og vil ligeledes være hver mandag, 16.30-18.00. Der er opstart for begge grupper i klubhuset (Ørneredevej 15, 8270 Højbjerg) hvorefter der er forskellige oplæg og aktiviteter for hver af grupperne i området omkring klubhuset.

Minitræning vil primært fokusere på leg og skovtilvænning, dog med et islæt af ’Find-vej-i’ indover og med en markeret let orienteringsbane til sidst på træningen. Børnetræning vil være mere som børnetræning har været tidligere, med deciderede orienteringstekniske aktiviteter og en mindre grad af leg. Tidligere børnetræner Camilla Bevensee vil lave alle baner til begge grupperne og der vil være en forældrebane, som forældrene kan løbe imens børnene er til træning, som er fælles for begge grupper, med start og mål ved klubhuset. Afrundingen af hver træning med kage vil være fælles i den lille stue i klubhuset.

Fordelingen i de to grupper vil ske til første træning og vil primært være på baggrund af alder, men ønsker man som forældre, eller vurderer trænerne, at et barn vil få mere ud af, at være i den ene eller den anden gruppe på trods af, at alderen ikke stemmer overens med ovenstående, er det selvfølgelig intet problem.

Trænerne håber at i glæder jer lige så meget som vi gør!

Vi ses i skoven…