Log ind

Log ind med bruger

Junior VM 2019

Kære Pan-løbere

Om 2 år arrangerer OK Pan og Silkeborg OK Junior VM i orienteringsløb, så sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen den 6.-11. juli 2019. Det bliver en fantastisk uge for de mange unge løbere, som kommer fra hele verden for at konkurrere – og for os! Forberedelserne til arrangementet har været i gang længe, og inden vi ser os om, er det 2019.

Under selve Junior VM-ugen er der brug for mange frivillige kræfter til at få arrangementet til at køre på skinner. Nøgleordene for det frivillige arbejde er samarbejde og fællesskab. Der er mange forskellige opgaver, som skal løftes, og der helt sikkert brug for dig – uanset hvor længe du har løbet orienteringsløb. OK Pan er en stor klub med medlemmer i alle aldre og med mange forskellige kompetencer, og sammen med medlemmerne i Silkeborg OK kan vi lave et fantastisk arrangement.

Som frivillig kan du være med hele ugen eller blot nogle enkelte dage. For alle, der har lyst, vil der være fælles overnatning og bespisning på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Senere i år vil der blive udsendt en medlemsundersøgelse til alle medlemmer i klubben, og allerede her kan du melde din interesse. Når vi kommer nærmere, vil der komme mere information om selve Junior VM-ugen og de opgaver, som skal bemandes.

Lad os sammen gøre Junior VM 2019 til en fest!

Med venlig hilsen

Emma Klingenberg

Frivillige-koordinator for JWOC 2019