Log ind

Log ind med bruger

Jukola 2018, hjemme igen

 

Jukola 2018, hjemme igen.

 

 

I weekenden var 24 PAN’ere afsted til verdens største orienteringsstafet, Jukola, som løbes i Finland (I år foregik stafetten i Lahti). Netop i år var et ganske særligt år, da der var deltagerrekord, hvilket indebar at der var næsten 20.000 løbere var i skoven – fordelt på 1618 damehold og 1892 herrehold. Der var mange gode PAN præstationer – Her er det især værd at fremhæve damernes 1. hold, som kom på en meget flot 10’ende plads.

Damestafetten (Venla)

Som sagt blev damernes 1. hold nr. 10, hvilket pigerne nok gerne ville have solgt stafetten for på forhånd. Der havde nemlig været en del afbud, hvoraf det sidste kom ca. 24 timer før afgang – holdet så derfor noget anderledes ud, end hvordan det oprindeligt så ud på tegnebrættet nogle måneder forinden. Heldigvis var unge Hedvig Gydesen klar på udfordringen, selvom hun ikke kunne få meget tid til at overveje situationen i.

Caroline Gjøtterup løb første tur på holdet, og på trods af to bom på banen, formåede hun reducerer tidstabene, og sendt således Stine Bagger Hagner ud på anden turen som nr. 64 – 5’26 efter teten. Stine viste hvilken stafetløber hun i sandhed er. Udover at være en del af stafetholdet, var Stine også arrangør på turen – dvs. at hun havde mange ting at se til undervejs på turen. Dette formåede Stine at lægge bag sig, og rette fokusset mod stafetten, da det var hendes tur til at løbe. Stine hentede 39 placeringer, og derudover hentede hun 1 minut og 8 sekunder på teten. Hun kunne dermed sende Hedvig ud, som nr. 25 – 4’18 efter det førende hold.

 

 

Hedvig holdte sin placering, og leverede en stabil orienteringspræstation. Dette er meget flot, særligt ud fra den betragtning, at hun aldrig har løbet så stor en stafet før. Hun kunne derved sende Maja Alm ud 9’16 efter det førende hold.

Maja viste endnu engang hendes verdensklasseniveau, og kilometer efter kilometer hentede hun den ene løber efter den anden. Ved sidste posten kunne hun se ryggen af Kristin Löfgren Johansen fra IFK, hvem hun slog i spurten, og dermed kunne hun sikre holdet en meget flot 10’ende plads. Selvom at Maja er en verdensklasseløber, så er det alligevel imponerede, at hun i en situation, hvor hun gerne vil ud hente placeringer, formåede at holde hovedet koldt, og holde sig til den plan, som hun havde lagt sammen med sine holdkammerater – hvilket var at løbe sikker og selvstændig orientering.

Damernes 2. hold leverede en meget stabil præstation, og alle løbere levede op til deres potential, samlet endte holdet som nr. 349. På holdet var Astrid Ank Jørgensen, Emily Temple, Triin Aedmae og Agnete Horup. Særligt er at fremhæve Emily Temple, som virkelig har vist hvilken udvikling hun har gennemgået siden hun startede hendes orienteringskarriere. Emily løb et såkaldt ’pacman-løb’, hvor hun hentede 94 placeringer på hendes anden tur.

 

 

Herrestafetten(Jukola)

På Herrestafetten stillede PAN også med to hold, her blev første holdet nr. 67 og anden holdet nr. 208.

Tue Lassen løb første tur på første holdet, og med en stabil teknisk præstation, viste han hvorfor han var et godt kort at anvende så tidligt på stafetten, og han kunne derfor sende Rasmus Thrane Hansen ud som nr. 33 – 1’51 efter teten.

Rasmus, som virkelig har gjort comeback i denne sæson, og som især imponerede til 10mila (der blev løbet i slutningen af april), havde en mindre god dag på kontoret. Både en krop som ikke helt spillede, og et enkelt bom på 3-4minutter gjorde, at Rasmus sendte Rasmus Djurhuus ud som 58 – 10’23 efter teten.

Når man løber disse store stafetter, så er det en ufattelig stor fordel at være med helt fremme i top 20-30, fordi de pågældende hold inden for denne top 30 alle løber hurtigt, og er meget dygtige til at finde vej. Når man ender længere nede i stafetten bliver løbet derfor mere individuelt, og det kræver enorm styrke at holde fart med de forreste.

Set lyset af dette leverede de resterende fem ture overordnet set rigtig mange gode orienterings-præstationer. Rasmus Djurhuus, som havde følelsen af at have løbet alene hele vejen, løb holdet ind som nr. 49 – 19’12 efter teten. Jonas Munthe lagde hårdt for land, og kunne i starten af banen holde fart med de allerforreste, desværre drillede den skumle næstsidste post Jonas, og her blev det til ca. 3 minutters tidstab. Denne post ser måske nem ud, hvis man ser på kortet, da der er en masse stier på kortet. Men efter ca. 10.000 løbere have været i området forinden, var der kommet en ekstra sti eller to.

Efter Jonas løb Jakob Edsen, der på trods af at have følelsen af aldrig rigtig at kunne mestre det svære moræne terræn, løb en stabil tur uden et egentligt postbom. Jakob sendte sidste års junior Laurits Bidstrup Møller ud på 6. turen. Laurits er det, som man i orienteringssporten kalder for en sand teknikker. Det viste han også til dette års Jukola. Laurits formåede at holde den rette balance mellem løbe stærkt og finde vej, hvilket gjorde at han leverede et løb, hvor han udnyttede sit potentiale – hvilket kendetegner en god stafetløber. Stefan Frands Petersen løb holdet ind som nr. 67, efter at have løbet 15km orienteringsløb. På trods af, at Stefan følte han manglede fysisk overskud, formåede han at kæmpe hele vejen, og teknisk lavede han blot et par 1-minutters tidstab.

Alt i alt var det en stabil holdpræstation, selvom at drengene på forhånd måske havde håbet på en lidt bedre placering.

 

 

Som sagt blev herrernes 2. hold nr. 208. Holdet bestod af Giacomo Frattari, Jeppe Ruud, Henrik Markvardsen, Christian Bobach, Lasse Grøn, Jens Christoffersen og Rasmus Holm Andersen. Her var nogle løbere, som bøvlede med fysikken, og havde derfor en hård nat i den finske skov. Alligevel viste holdet, at når man løber for PAN, så giver man ikke op – man kæmper uanset forholdene. Der er nogle præstationer som særligt skal fremhæves. Giacomo Frattari, som løb førsteturen på holdet. Han manifesterede, at han ved, hvordan man skal gribe en første tur an. Længe lå han sammen med de forreste løbere, som nr. 20-40 stykker. En ærgerlig parallel fejl gjorde dog, at han kom ind som nr. 110 – 6’48 efter. Alligevel viser Giacomo, at han år efter år bliver ved med at udvikle sig som stafetløber. En anden løber som skal fremhæves er Christian Bobach, der med 33’ende bedste tid på stafettens fjerde tur, gjorde det klart, at han bestemt ikke havde glemt, hvordan man løber orienteringsløb. Selv klagede Christian over formen, men med sikker orientering kom man langt i det svære Jukola terræn.

 

 

Udover de mange fine løberpræstationer skal der lyde et stort og anerkende tak til de som fungerede som trænere på turen; Agnete Horup, Christian Bobach, Lasse Grøn, Niklas Ingwersen, Stine Bagger Hagner og Søren Schwartz. De tilsidesatte nattesøvn, og hjalp løberne igennem både dagen og natten – således løberne blot skulle tænke at præsterer bedst muligt.

Niklas.

 

 

 

Klubhus

Silistria
Ørneredevej 15
8270 Højbjerg 
T:  86 27 08 31
M: 29 73 47 18
CVR: 64040618

Sekretariat (ekstern kontakt)

Jan Bille
Mejløvænget 33
8381 Tilst
Tlf. og SMS:    29 73 47 18
Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
MobilePay: 54878

Link

Kontakt_qr