Pan’s damehold opnåede den bedste smålandskavleplacering nogensinde, da stafetten i weekenden blev afholdt tæt ved Älmhult i Sydsverige.[more"> Dameholdet blev nr. 15, hvilket er en klar forbedring af den hidtil bedste dameplacering (29) der blev opnået i 1992. Herrerne var med en 16. plads også lige ved at kopiere damernes bedrift, men der manglede lige 3 placeringer for at forbedre 14. pladsen fra 2002. For nogen startede turen allerede onsdag aften, så der var tid til en del træning og afslapning i det svenske i dagene før stafetten. De fleste Pan’ere ankom dog til vores logi (nogle hytter ved Traryd) i løbet af fredagen. Lørdag var også tid til at fejre Henriette Jørgensens 30 års fødselsdag med kagemand og kakao. I alt stillede Pan med 3 herrehold á 5 løbere og 2 damehold á 4 løbere. Endvidere deltog 4 Pan-ungdomsløbere på fælleshold med TKC Midtjylland. Stafetten startede lørdag aften med natløb. Hos damerne startede feltet med 1 minuts mellemrum på den ugaflede bane. Signe Søes løb natturen for damernes 1. hold, og kun et par fejl sidst på banen forhindrede hende i at opnå bedste tid. Signe førte løbet ved post 9 efter 40 minutters løb, men til slut måtte hun tage til takke med en 7. plads – 2.59 min. efter det førende hold fra OK Skogsfalken. Rie BC løb 2. tur søndag morgen, og hun var forståeligt tilfreds da hun kom i mål som nr. 9, godt 5 min. efter det førende hold, der fortsat var OK Skogsfalken. På 3. tur løb Gry Johannsen et stabilt løb, og hun sendte Ane Linde ud på sidste tur som nr. 14, ca. 14 min. efter täten. Ane løb stort set et fejlfrit løb, og efter godt en time i skoven kunne hun løbe holdet ind som nr. 15, ca. 21 min. efter vinderne fra Stora Tuna IK. Pan’s 2. hold hos damerne endte som nr. 58, godt 1 time efter 1. holdet. Hos herrerne løb Tue Lassen løb en flot nattur, hvor han endte som nr. 14, men den der imponerede mest var René Rokkjær, der løb på næstbedste tid af alle på 2. tur. Samlet lå Pan’s bedste herrehold placeret som nr. 4 efter natten, godt 4 min. efter det førende hold fra IK Hakarpspojkarna. Troels Nielsen, der var ankommet fra træningslejr i Ukraine sent lørdag aften, løb 3. turen søndag morgen, og han kunne sende Henrik Jørgensen i skoven på 4. tur som nr. 7 med en afstand til de førende på knap 5 minutter. Desværre havde Henrik ikke en af sine bedste dage i skoven, så efter 4. turen var afstanden til de bedste vokset til næsten 12 minutter, og placeringen var nr. 18. På sidste tur løb Christian Christensen (også netop hjemkommet fra Ukraine) et flot løb, hvor han afsluttede med at spurte forbi ikke ukendte Valentin Novikov fra DELTA. Holdet endte som nr. 16, godt 14 minutter efter vinderne fra Halden SK. 2. holdet endte som nr. 73 efter en række stabile præstationer, mens det lykkedes for 3. holdet at gennemføre som nr. 123 (og sidst) i stafetten, ca. 3.20 timer efter det vindende hold. På holdet imponerede Morten Kusk med en flot debut på natten, og Jan Overgaard gennemførte sin 3. tur på godt 8 km i fin stil. Morten Kusk løb i øvrigt også 4 tur, mens Tue Lassen fik lidt ekstra træning på den godt 13 km lange sidste tur. Alt i alt blev det en fin sæsonafslutning for Pan’s eliteløbere m.fl., og sigtet er allerede nu rettet mod næste mål: Tiomila i april måned 2007. Første træning mod dette mål er på torsdag den 2/11… Jeg har samlet nogle fotos fra weekenden her Smålandskavlens hjemmeside /Tutzon