Årsberetninger

  • Udskriv

Nu nærmer nytåret sig og det er derfor tid til de årlige beretninger. Nedenunder kan du læse formandens beretning efterfulgt af en beretning fra de enekelte udvalg.

Årsberetning 2015

 

2015 blev endnu et fremragende år for klubben, hvor nogle af de største sportslige præstationer er VM medaljer og flotte præstationer ved de store internationale stafetter.

På arrangementssiden har vi afholdt Påskeløb, Nightchamp, Nighttrail, Sprintcup, Runway Night Run, Trailtræning, 2 x Femina, Skolemesterskab, Kr. Him, Find vej og masser af klubtræninger samt træningsløb – vi har virkelig haft et begivenhedsrigt år både på medalje- og aktivitetssiden.

Bestyrelsens arbejde i 2015 har haft fokus på en række områder:

Et stort mål er sportslig succes, hvilket er nået gennem både VM medaljer, beundringsværdige resultater ved de store stafetter samt DM medaljer. Både indenfor dame og herreeliten, har vi set imponerende resultater, og mange arbejder allerede nu målrettet mod endnu flere store præstationer. Også løbere fra ungdom og senior gruppen, har hevet mange DM medaljer hjem.

Fastholdelse af nye løbere har også været et mål i år. Både i ungdomsafdelingen og til klubtræningerne, har vi i efteråret forbedret modtagelsen af nye løbere. Begge har ved at etablere en fast bemanding, gjort det nemmere at starte i klubben. En central kontaktperson gør, det mere ubesværet at falde til, ligesom de nye løbere har nemmere adgang til at stille de spørgsmål, der altid dukker op.

Sekretæren, Søren Bobach har i 2015 udsendt et elektronisk spørgeskema til nye medlemmer, for at afdække hvordan nye løbere finder klubben, og hvordan de føler sig modtaget. De fleste nye medlemmer skriver, at de melder sig ind, fordi orienteringsløb er en ny måde at løbe på, og at klubben giver mulighed for nye sociale relationer. Hovedparten har fået kendskab til klubben gennem venner og hjemmesiden, vi har derudover fået et par medlemmer, der har opdaget klubben efter deltagelse i Nighttrail og ungdomsafdelingens sommercamp for børn i Aarhus. På spørgsmålet om hvordan man føler sig modtaget, giver mange svaret, at klubben opleves som hyggelig, men også lidt forvirrende.

Svarene er egentlig ikke overraskende, men det giver muligheder for at sætte ind, så OK Pan kan blive bedre til at modtage nye løbere. 2016 vil vise, om det større fokus på modtagelse giver effekt.

Glade medlemmer er endnu et fokuspunkt, dette kræver gode træninger, gode kort og et klubhus, der giver rum til både nørderi og hygge. Træningsudvalg, skovudvalg, kortudvalg, husudvalg, ungdomsudvalg og trænere har igennem året givet medlemmerne mulighed for glæde, både igennem træninger og efterfølgende hygge. Vi vil gerne have så mange som muligt med til klubbens træninger og diverse løb, dette kræver en effektiv kommunikation til medlemmerne og imellem medlemmerne. Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på hvilke kommunikationskanaler klubben stiller til rådighed. Bestyrelsen har igennem et års tid taget tilløb til et kommunikationsudvalg, hvis mål skulle være at gøre kommunikationen endnu bedre. Udvalget er nu etableret, og vi ser frem til kommende tiltag både interne og eksterne.

Klubben har i år haft en ekstraordinær god indtjening, jf. de mange arrangementer i 2015, vi har brug for et godt økonomisk fundament, hvis den positive udvikling både indenfor elite og ungdom skal forsætte. Der forventes øgede udgifter til trænerlønninger, kurser, klubtilskud til ture og løb, der vil derfor i 2016 forsat være fokus på, hvordan klubben øger indtægterne.

Løb og arrangementer kræver mange hænder til de utallige praktiske opgaver – derfor en stor tak til alle, for den store velvilje, der er brug for til at løfte diverse opgaver, hvis udførelse er så vigtige for klubbens økonomi. I 2016 er OK Pan arrangør for både DM mellem og Midgårdsormen. At være arrangør giver selvfølgelig nogle opgaver, men det giver samtidig mulighed for at lære både klubkammerater og sporten bedre at kende, så jeg håber, at mange har tid og lyst til igen at gøre indsats.

Klubben har i 2015 arbejdet på at lave en ansøgning, om tildeling af værtskabet for JWOC i 2019 i samarbejde med Silkeborg - et arbejde, der kræver meget benarbejde, før ansøgningen kan sendes. Det bliver meget spændende at se, om JWOC i 2019 skal afholdes i Silkeborg og Aarhus.

Ungdomsudvalget, har i efteråret udarbejdet en ny strategi, hvor der er større fokus på, at træningen matcher den enkelte løbers ønske om udvikling. Eliten arbejder målrettet hen imod flotte resultater i internationale stafetter. Jeg glæder mig til at følge udviklingen i begge udvalg i 2016.

Yderligere detaljer om 2015, kan læses i beretningerne fra udvalgene.

 

Tak til alle for en imponerende indsats.

Glædelig jul og godt nytår!

/Lone Secher Andersen

 

Eliteudvalget 2015

Igen verdensmesterskaber til PAN og mange andre imponerende præstationer. Igen i år er beretningen fra eliteudvalget fyldt med en fortælling om heftig aktivitet og mange store, flotte og vanvittigt imponerende præstationer. Et år, der i særdeleshed resultatmæssigt skal huskes for Ida og Sørens VM guldmedaljer i Skotland. Et år, hvor det er svært, at få det hele med og svært, at finde ord for alle de flotte præstationer. Et år, hvor min skrevne målsætning fra sidste år igen ikke bare er blevet opfyldt, men i den grad overgået og overstrålet. Et år, hvor der igen også er leveret fantastisk på arbejdsindsatsen blandt både hjælpere og trænere.

Udover de sportslige præstationer

Inden vi kommer til alle de flotte sportslige præstationer, vil jeg bruge et par ord på de frivillige, som med deres arbejde og indsats danner baggrunden for unikke sportslige præstationer. Jeg vil ikke gå i dybden og nævne navne, men jeg vil gerne lette på hatten og hylde alle dem, der yder en utrættelig præstation som ledere, trænere, indpiskere, arrangører, turchefer, madmødre, postindsamlere og alt det andet, der laves i løbet af året for at hjulene kan køre rundt. Det er det sande fundament for sammenholdet, fælleskabet, de høje sportslige mål og udviklingen af klubben og alle de glade løbere. Super godt arbejde, klap jer selv og hinanden på ryggen for I ved jo hvem jeg taler om!

VM og World Cup

VM i Skotland i august blev et rendyrket triumftog for den danske delegation, herunder en gruppe PAN løbere, PAN ledere og PAN landstræner. Støttet af danske supportere, der havde henlagt deres sommerferie til Skotland tog danskerne den ene flotte medalje efter den anden. Et historisk VM med ikke færre en 4 guldmedaljer. Det er verdensklasse! Søren Bobach og Ida Bobach tog VM guld på hhv. sprintstafet og lang og stafet. I øvrigt med blandt andet Tue Lassen og Maja Alm som holdkammerater.

Ida vandt VM lang, blev nr. 4 på VM mellem og var med på holdet der vandt VM stafet (sammen med Emma og Maja) og Søren var med på holdet der vandt VM sprint mix stafet (sammen med Tue, Emma og Maja), samt hev en flot 9. plads på VM sprint hjem. Herudover havde Ane Linde også kvalificeret sig til VM holdet. Ane blev nr. 33 på VM mellem.

Landsholdets sæson afslutningen bød igen i år på World Cup i Schweiz. Igen var der super flotte PAN præstationer i World cuppen. Ida sluttede således på en samlet 4. plads og Danmark med flere PAN løbere på holdet vandt den samlede konkurrence i sprint stafetten.

 

http://poll.worldofo.com/pic15/bobach.jpg

 Danske mesterskaber

Til de danske mesterskaber er der kommet en række medaljer til klubben. Senioreliten (D + H 21) tegner sig for flotte 7 guldmedaljer, 1 sølvmedalje og 1 bronzemedalje. Søren Bobach er topscorer med 4 guldmedaljer (Nat, Sprint, Stafet og Lang). Rasmus Djurhuus udmærker sig med 2 guld- og en sølvmedalje, mens Ida Bobach der stod for 5 medaljer i 2014 har haft mere fokus på VM medaljerne i år. Ane Linde nuppede en flot guld på mellemdistance og Jonas Munthe fik med sin flotte præstation til DM stafet en fortjent guld sammen med Søren og Rasmus.

 

https://lh3.googleusercontent.com/-nRHpH8PdHN4/Vfht4YSBRLI/AAAAAAABJnA/WyuHepESIwg/s720-Ic42/DX8F6620.JPG

Ligesom fod-O har klubbens MTB-O ’afdelingen’ også fået et par medaljer i 2015. Silas Thomsen tog en sølvmedalje i H20. Allan Jensen fik en sølvmedalje i H21 og sammen med Oliver Friis og Bjarne Hoffmann fik han også en sølvmedalje i stafetten i H21.

På den samlede MTB-O rangliste blev Johan ML nr. 2 og Allan J nr. 6.

 

Den danske rangliste

Dette års konkurrencesæson og ranglister blev igen i år rundet af med rangliste-sprint og Jættemilen og resultaterne afspejler i høj grad, hvor dygtige vores løbere har været i år. I den samlede rangliste-konkurrence blev Søren Bobach en sikker vinder, Rasmus Djurhuus blev nr. 2 og Jonas Munthe en flot nummer 4. Hos damerne havde vi 3 i top 10 (Ane nr. 4, Ida nr. 7 og Mette Hjerrild nr. 10). I Løberen League (juniorranglisten) blev Caroline Finderup nr. 6. I øvrigt lige som i 2014.

Store internationale stafetter

Som et højt prioriteret område i PAN elite arbejder vi hårdt og målrettet på dels at skabe rammerne for toppræstationer (organisation og økonomi) og dels et miljø, hvor løberne (piger og drenge) kan udvikle sig. Samtidig skal det dog være hyggeligt at være med! Hvor vi de seneste år primært har fokuseret på pigerne, har der i 2015 i høj grad været fokus på at få drengene med.

På præstationssiden har det været et fladere år end de forgående. Vi har haft skader og lidt stolpe ud, så vi meget sejrsvante PAN’ere har haft et tungere år, men der er stadigvæk præsteret super godt. Resultaterne taler for sig selv og på trods af der ikke var nogen af de store sejre kan vi godt være glade og stolte.

Tio-mila:

1. holdet hos pigerne blev nr. 24 (mod sidste års 1. plads) og 2.holdet blev nr. 102, 3. holdet blev nr.263.

1. holdet hos drengene blev nr. 15. En vanvittig flot præstation der lover godt! 2. Holdet blev nr. 111.

I øvrigt bedste drenge klubresultat på Tiomila nogensinde.

Venla / Jukola:

1. holdet hos pigerne blev nr.12 (mod de forudgående års 1. pladser)…. Men husk lige på løbets størrelse.

Stadigvæk meget sejt. 2. holdet blev nr. 45 – rigtig godt også!

Drengene løb et meget stærkt løb og lå helt med fremme i lang tid. Havde et par udfald midtvejs og sluttede som nummer 32.  Det er da meget godt når man tænker på at der var næsten 1800 hold med.

Smålandskavlen:

Pigernes 1. hold vandt for 5 år i træk!! Dermed tangerede pigerne rekorden for flest vunde stafetter i træk. En præstation der i høj grad kalder på, at vi skal til Småland igen til næste år. 2. holdet blev nr. 15 og 3. holdet nr. 28.

https://lh3.googleusercontent.com/-tNY80fkq1kg/Vi_4yD7IIlI/AAAAAAABKTM/q485LAXHM4s/s720-Ic42/DX8F8370.JPG

Drengenes 1. hold blev flot nr. 7. 2. holdet blev nr. 21 og 3. holdet blev nr. 34.

Alt i alt udvikling, engagement, løbere og resultater, der lover vanvittigt godt for 2016!!

Eliteudvalget 2015

Udvalget består af Bjarne H., Niklas I., Torben U. og undertegnede Ebbe. Derudover har Ida og Søren Bobach hjulpet mht. udtagelser til DM mv. Vi håber at kunne supplere udvalget hen over vinteren, så der er lidt flere hænder til at tage fat i de mange opgaver.

Vi holder ca. 4 møder om året og dertil kommer en del ’løbemøder’ mm. Vi kunne godt bruge lidt ekstra hænder, så har du det i dig, så grib fat i mig. Skal du hjælpe med tøjet eller være med i sponsorudvalget.

Kom frit frem. Der er opgaver på alle niveauer.

Målsætninger

Målsætningerne for 2016 ligner til forveksling det forgangne år.

- Vi vil sikre et miljø med godt sammenhold og fælles positiv udvikling

- Vi vil vinde DIF medaljer i D/H 21

- Vi vil være flot repræsenteret på landshold og diverse mesterskaber

- Vi vover at satse på flere internationale medaljer

- Vi vil være helt med fremme på de store stafetter i udlandet (både damer og herre)

Vi glæder os over et fantastisk 2015 og ser frem med glæde til at følge løberne og vores hold i 2016.

 

/Ebbe Møller Nielsen

 

Ungdomsudvalget

2015 har været et år med stabilitet. Der har været en stabil stor flok til ungdomstræninger, stabile ungdomstrænere, stabil flok til trailløbeskole og resultater der er mere end stabile.

2015 blev et år med 9 DM medaljer til ungdomsløberne fordelt på 8 forskellige ungdomsløbere, samt en 7. plads til EM. Derudover var der 4 løbere der sikrede sig plads på enten U16 eller U18 landsholdet.

Vi havde to hold og 10 løbere med til tiomila. Begge hold var med der hvor det var sjovt, men mest af alt fik løberne erfaring og motivation for at løbe orienteringsløb. U16 drengene deltog i Smålandskavlan og fik også der erfaring med at løbe stafet i udenlandsk terræn.

Efterårsturen var med rekorddeltagelse og i år flyttet til Norge med stor succes, særligt fordi vejret var i top, men også fordi Østfolden betyder nogle fantastiske spændende terræner, hvor der er udfordringer til alle. Efterårsturen bidrager både socialt og o-teknisk. 7 træninger på fem dage, svarer til næsten 2 måneders ungdomstræninger.

Trailløbeskole blev løbet i gang i 2014, men har i løbet af 2015 vist sin robusthed. Det er en større flok der deltager, men trods afbud, mørke og dårlig vejr kan der godt møde 15 til træning en onsdag aften, hvor Peter gennem leg får øget vores kondition ved at løbe intervaller.

Fra påske til efterårsferie har vi tilbudt børnetræning hver mandag. Dette træningstilbud er både med til at rekruttere løbere, men også udvikle løbere, så de meget tidligt får indlært de grundlæggende o-tekniske færdigheder, som at omsætte kort til terræn og vende kort rigtig. Der var rigtig stor tilslutning før sommerferien, men deltagerantallet dalede efter sommerferien. Vi har ikke en entydig forklaring på dette, undtagen skolereformen og nogle lange skoledage.

Skolemesterskabet blev afholdt for 3. gang og var i år en deltagersucces, men næsten 1000 tilmeldte skoleelever. Godt vejr, opvarmning, speakning, VM medaljører til overrækkelse af præmier, glade hjælpere skabte et rigtig godt arrangement med glade børn der løb orienteringsløb.

Aktiv sommer blev afholdt for 2. gang og ønsket om at lære at løbe orienteringsløb i sommerferien var så stor, at vi meget hurtigt måtte lukke for tilmeldingen. Hjalte, Inge og Caroline havde en meget travl uge med at arrangere orienteringsløb for mere end 40 skoleelever. Flere fik en så god oplevelse at de efterfølgende kommer trofast til ungdomstræning.

Resultaterne i 2015 viser at løberne udvikler sig, men ungdomsudvalgets ambition er at OK Pan udvikler de bedste løbere i DK. Derfor har ungdomsudvalget og trænerne i samarbejde med bestyrelsen og flere ressourcepersoner i løbet af efteråret 2015 udarbejdet en plan for hvordan OK Pan kan udvikle de bedste ungdomsløbere i Danmark. Der er allerede sat flere prøvehandlinger i gang med niveauinddelt træninger og struktur på træningerne, som skal bidrage til at alle løbere får de bedste betingelser for at udvikle sig til træningerne. Vi har arbejdet videre med ATK-konceptet fra team DK, hvor løberne får individuel mulighed for at udvikle sig ud fra de ønsker og behov de hver især har. Dette træder i kræft januar 2016 med løberudviklingssamtaler og individuel opfølgninger til træningerne. Trænerne har en stor betydning i forhold til udvikling af løberne, hvorfor der også satses på træneruddannelse og trænerudviklingssamtaler. Vi forventer vores træner i løbet 2016 alle har træner III uddannelse. Henrik Jørgensen har sagt ja til at står for trænerudviklingssamtalerne.

December 2015 består ungdomsudvalget af Nete Nykjær (har afløst Line Vangsø), Torben Utzon, Henriette Kranker og Jeanette Finderup. Henrik Dagsberg som konsulent.

Målsætningen for ungdomsudvalget er fortsat at det skal være sjovt! for alle, både løberne, deres forældre, trænerne og ungdomsudvalget. Vi tror at udvikling er sjovt, når det tilpasses den enkeltes ønsker og behov.

Udarbejdet af Ungdomsudvalget OK Pan

 

Arrangementsudvalget

Igen i år har Arrangementsudvalget været i aktion ved flere af vore større sociale arrangementer som klubturen og klubfesten. Udvalget har i 2014 bestået af Anni Sørensen og Trine Kristensen.

Første arrangement for udvalget var årets Feminaløb. Ikke udvalgets største og sværeste opgave, men som vanligt stod vi med mad og drikke til alle officials, så de kunne fungere under det nu ikke helt så strabadserende arbejde.

Næste arrangement, som vi fik lov at arbejde med, var vores årlige traditionsrige klubtur. Ikke helt et arrangement som kunne løses uden større planlægning og logistisk indsigt. Igen i år havde rigtig mange Pan’ere i alle aldre tilmeldt sig turen til Thisted.

Igen lighed med sidste  år havde Grethe og Henrik Jørgensen tilbudt deres store viden og hjælp i forbindelse med både planlægning og afvikling af turen. Turen gik i år til Thisted i Thy, hvor alle mand blev indkvarteret på byen vandrerhjem. I forhold til Bulbjerghytten i 2014 var dette ren luksus og vi blev da også alle fodret og vartet op med dejlig mad og gode værelser. Foruden det dejlige all-inclusive koncept havde Grethe og Henrik igen udtænkt nogle gode løsninger, så alle børn, unge, gamle, løbere og ikke løbere igen i år fik en super klubtur, hvor hygge, fællesskab og gode træninger var højt prioriteret.

Fra arrangementsudvalget skal der lyde en kæmpe tak til Grethe og Henrik for deres dedikation til projektet.

Sidste arrangement, som Arrangementsudvalget havde fingrene i, var den lige så traditionsrige klubfest. Klubfesten blev igen i 2015 afholdt på Handelsfagskolen i Skåde. Igen i år var det dejligt at se så stor en tilslutning blandt klubbens medlemmer. I alt var 72 medlemmer – i alderen 8-80 år - med til at fejre klubbens klubmestre alle de øvrige flotte præstationer, der havde været i 2015. Igen i år var der højt humør blandt alle – både de ældste og yngste.

I 2016 kaster Arrangementsudvalget sig igen over de vanlige arrangementer, men skulle du have ideer til nye arrangementer eller sidder med lysten til at hjælpe i udvalget, tager vi meget gerne imod både ideer og medlemmer.

På Arrangementsudvalgets vegne

/Trine Kristensen

 

Løbsudvalget

Dette kan næsten blive en afskrift af sidste års beretning for løbsudvalget, idet vi stort set har afviklet de samme løb som i 2014 – dog med den undtagelse, at 2015 også bød på et Påskeløb.

Det er ubetinget et af klubbens største arrangementer i mange år og havde samlet ca. 1800 deltagere fra 6 forskellige lande. Ebbe Møller Nielsen og René Rokkjær trak det store læs som stævneledere, mens banerne var lagt i hænderne på Thomas Hjerrild, Signe Søes, Rasmus Oscar og Henrik Jørgensen. En meget stor del af klubbens medlemmer gav en hjælpende hånd før, under og efter stævnet, der har bidraget til klubbens økonomi med et meget stort overskud, ikke mindst takket være meget pæne sponsorindtægter. Påskeløbet gav samtidig mulighed for en ekstra ”klubtur”, idet mange af hjælperne boede på Femmøller Efterskole i påsken.

 

Sædvanen tro har Henrik Dagsbjerg godt støttet af sin familie arrangeret 7 stk. NightChamp. Prologen fandt sted allerede 30/10-14 i Marselisborg Nord, 1. etape foregik i Gludsted/Børgelund, 2. etape i Hårup Sande og 3. etape i Fløjstrup Syd. Serien fortsatte i 2015 med etaper i Bjerre Skov, Risskov og Sletten. Jeg har opgjort det samlede antal startende til 1.024, altså mere end 146 løbere pr. afdeling – ganske imponerende på torsdag aftener. Til anden etape i Hårup Sande var der 178 løbere til start. En stor tak til ”Henrik and staff”.

Så kan det jo lige nævnes, at en ny sæson med NightChamp er startet her i november med i alt ca. 600 startende.

For 34. gang afholdt klubben Kr. Himmelfartsløb - som sædvanlig med ungdomsafdelingen som ansvarlige. Mikkel Holm og Mads Skaug var stævneleder, mens Andreas Bock og william Kranker stod for banelægningen. Det havde lokket 200 løbere til Fløjstrup. Nogle fik noget for pengene med en løbstid på omkring 1 t 50 m.

Foråret bød også på to afdelinger af SprintChamp - 1. afdeling i Botanisk med Kell Sønnichsen som banelægger og 2. etape i Universitetsparken med Giacomo Frattari som banelægger. Kell var stævneleder på begge løb. De to løb var tænkt som erstatning for træningsløb de pågældende lørdage og samlede henholdsvis 50 og 80 deltagere. Det første løb fandt sted pinselørdag, hvor der samtidig var Fynsk SprintCup på Ærø.

Tak til alle stævneledere, banelæggere og øvrige medlemmer, der har givet et nap med ved afviklingen af løbene i sædvanlig høj Pan-standard.

Udvalget har i indeværende år stort set kun bestået af undertegnede,. Hanne Møller Andersen er nu vendt tilbage fra Grønland – og så er vi to. Vi vil meget gerne have endnu en person i udvalget, så kom nu ud af busken. Jobbet er hverken krævende eller stressende.

På løbsudvalgets vegne

/Bent Nielsen

 

Kortudvalget 2015

Kortudvalget har bestået af 4 medlemmer med hver sit "ansvarsområde".

Ivan Christensen, Nord

Frank Linde, Vest

Kell Sønnichsen, Midtbyen

Flemming Nørgaard, Syd

 

Årets største opgave har været kortene for påskeløbene, Ørnbjerg Mølle og Mols Bjerge.

Klubbens bedste og mest erfarne korttegnere og en enkelt nybegynder, Kent Lodbjerg, har medvirket i arbejdet med kortene.

Mols Bjerge er blevet fuldstændig omtegnet med 2,5 meters ækvidistance på grundlag af det mest opdaterede materiale fra COWI og med det nyeste GPS udstyr fra Garmin.

Rosenholm kortet er færdigtegnet og klar til generalprøven. Kent, som fik blod på tanden med korttegningen i Mols Bjerge, har været primusmotor i nytegning af Rathlousdal (som nu hedder Vejlskoven). Også det er klar til generalprøve.

Sluttelig er er det meste af Marselisborgskovene, Ringelmose og True Skov blevet revideret.

Kortene Gjern Plantage, Risskov, Hasle Bakker, Århus midtby, Odder By og Skåde Skole er fremstillet som geoPDF og kan  downloades til smartphones og anvendes for orientering via applikationen PDFmaps. De er hentet 740 gange.

Skove som står over for en revision i 2016 er den resterende del af Marselisborgskovene, Vilhemsborg, Gjern Plantage og Mols Bjerge. Sidstnævnte område vil blive brugt til DM mellem i år og vil blive opdateret ud over sommeren.

/Flemming Nørgaard

 

Husudvalgets beretning 2015

Husudvalget arbejder løbende for at Silistria er et velfungerende og rart sted at dyrke vores sport og fællesskab.

Print af kort:

Vi har nu 2 funktionelle tilsluttede printere, så det burde være muligt at få printet til alle træninger – selv hvis den ene printer ikke gør, som den bør. Ros til folk for kun at printe det nødvendige skovareal og – som hovedregel – kun at printe ét kort pr mand pr træning. Ved træninger i Marselisborg anvendes (kun) kortfilen – ”Marselisborg til træning”.

SI-stativer

Efter nøje testning vurderede vi, at de nye reflekser var passende tydelige. Praksis har dog vist, at det ikke altid er tilfældet og at refleksionen tidvist er lige i underkanten. Vi opgraderer her i december til en tydeligere og lidt større refleks på de små stativer. Jan Bille og jeg er på sagen.

Affaldsspand

Uffe Spanner har udvidet flisearealet, så der nu er gjort klar til at kommunen kan komme med en større affaldsspand. Det er nødvendigt med det høje aktivitetsniveau og alle de hyggelige fællesspisninger, vi har til U-træning, tirsdagstræning, Nighttrail (suppe) m.m.

Trætrappe bagom huset

Træet råddent – et bræt har givet efter. Kommunen har lovet at udskifte den. Mon det bliver på denne side af vinteren? Det er også lovet, at vores hoveddør udskiftes, så alarmen bliver stabil.

Fliser under cykelstativet

Bliver nok foråret 2016. Palle og Jens (Bobcat-drengene) er ankermænd på det sammen med Uffe.

Ekstra borde til stuen i stedet for plastbordene

Hans Christiansen arbejder på sagen.

Mikroovn

Fortsat et ønske fra flere børnefamilier og andre. Måske det bliver i 2016?

Skydedør mellem stue og kontor

Bør enten repareres eller fjernes. Et emne for 2016

Faste poster i Marselisborg og Risskov (i alt 128)

Vedligeholdt og vasket november 2016. Skal males, når det bliver tørt efter vinteren. Der er MOBO på Silistriaposterne (mulighed for tidtagning med mobiltelefon v.hj.a. QR-koder).

Private arrangementer

Kan overordnet ikke afholdes på Silistria. Der arbejdes på en model for afholdelse af børnefødselsdage i visse tidsrum mod et mindre gebyr.

Vedligeholdelsesdag

Der bliver nok en dag i foråret, som annonceres senere. Emner er lidt maling, oprydning (køkken og skabe), gennemgang og oprydning af poster, loft. Også maling/algebehandling af sokkel og faste poster.

 

Hvis der er forbedringsforslag eller ønsker til Silistria rettes de til Kent på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Hvis noget ikke virker (varme, vand, el osv.) rettes henvendelse til Hans på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Hans Vendelbjerg og Kent Lodberg

 

Træningsudvalget

Træningsløb

OK Pan har i år afholdt 18 træningsløb + 2 spring-cup, Århus 1900 10. Juul er kalenderfører og Kent koordinerer bemandingen. Det var lidt op af bakke med at finde arrangører lige efter sommerferien, men ellers er det gået godt. Der har ikke været aflysninger bortset fra 10. januar, hvor vi fandt det uforsvarligt at gennemføre træningsløb i stormen. 1900 har lavet 9 træningsløb. Generelt godt fremmøde – Juul lægger statistik på hjemmesiden.

Klubmesterskab

Blev afholdt 7. november i den hemmelige skov Ørnbjerg Mølle. Hans Christiansen med flere hjælpere havde lavet et flot mesterskab! Fra næste år bliver hemmelighedskræmmeriet suspenderet, men måske bliver klubmesterskabet på et helt nyt kort i en hel ny skov? Vi vil i hvert fald prøve, om det kan lykkes med tilladelserne. Mere om dette senere.

 

Kommunikationsudvalget

Der er blevet nedsat et nyt kommunikationsudvalg, hvis primære formål i første omgang vil være, at samle nyheder om planlagte arrangementer og formidle dem internt i klubben på en overskuelig måde.

Udvalget er oprettet for at gøre nyhedsstrømmen mere ensartet, målrettet og regelmæssig på sigt.

Det er tanken, at der skal kommunikeres på forskelige medier, alt efter målgruppen. Der findes i forvejen en fanside på Facebook med oplysninger om resultater o.l. Der er en Facebook side om klubbens daglige aktiviteter. Der er en Instagramprofil der primært retter sig mod eliten. Der er en twitterprofil, som vi overvejer at nedlægge, eller blot henvise til fra Instagram.

Der påbegyndes snarest en udsendelse af et nyhedsbrev, som i første omgang forsøges udsendt ugentligt. Nyhedsbrevet postes til at begynde med på Facebook, men skal senere udsendes som mail. Der bliver lavet en tilmeldings-/frameldings mulighed, så man ikke behøver at blive spammet mod sin vilje, men nyhedsbrevet vil i første omgang blive udsendt på Facebook og hjemmesiden. Indholdet af nyhedsbrevet er i første omgang planlagt til at skulle omfatte en ugeoversigt over aktiviteter, tilmeldingsfrister og vigtige ting fra hjemmesiden.

 

 Udvalget vil sideløbende diskutere mindre ændringer af strukturen og indholdet på hjemmesiden, for at opnå en mere logisk opbygning.

Venlige hilsner

Kommunikationsudvalget - Jonas Munthe, Camila Bevensee, Henrik Knudsen, Niklas Ingwertsen, Kell Sønnichsen og Jan Bille

 

Skovudvalget

 

 
Om 10 år kan vi nok ikke huske de helt store, skelsættende øjeblikke fra Skovudvalgsarbejdet for 2015

Bevares, meget arbejde er gjort. Men der har ikke været store begivenheder her i 2015 – som der eksempelvis var med sidste års skovtilladelsesarbejde frem imod dette års Påskeløb.

Paletten af skovudvalgsarbejde er forsat bred. I år er der (igen) indhentet tilladelser til: NightTrail, træningsløb, NightChamps, skoleorienteringsløb, klubmesterskab, ungdomskursus, Naturløb og skolemesterskaberne. Desuden er der gjort arbejde omkring DM mellem 2016. Samt nogle indledende øvelser frem imod et potentielt Junior VM i 2019.

Vi har haft en stor succesrate med at få tilladelserne hjem i år. Det skyldes dels en god dialog og et godt forhold til ”vores” skovejere. Det skyldes også, at jer der skal bruge tilladelserne er ude i god tid – stor ros for det! I skove hvor det er en formalitet at få tilladelse, er det en stor fordel når vi er ude i god tid (dvs. et par måneder i forvejen), for at sikre at skoven ikke er ”optaget” af andre brugere. Et issue der kun bliver større i fremtiden. Også i de lidt mere perifere skove eller skove-områder med mange separate ejere, er det en nødvendighed, at vi har noget tid at arbejde i. Så tak for at vi ofte får jer forespørgsler om skovtilladelser i god tid.

Netop nu arbejdes der med input til Forbundets Skovudvalg omkring ”Adgang til Statsskovene”. Naturstyrelsen er i gang med at implementere en ny zonering af deres skovarealer. En zonering der vil få indflydelse – god som dårlig – på vores muligheder for brug af statsskovene til o-løb. Et arbejde der vil forsætte ind i 2016. Men mon ikke vi kommer godt i mål med det også.  

Med venlig hilsen
Skovudvalget